Vi kan ikke længere tage den frie abort for givet

I 1973 fik danske kvinder retten til fri abort. For mange af os virker det utænkeligt, at denne rettighed kan tages fra os. Men i USA er det virkeligheden. Da den amerikanske højesteret i 2022 omstødte Roe v. Wade, mistede millioner af kvinder adgangen til fri abort. I dag har 14 amerikanske delstater forbud, og konsekvensen er, at gravide, der har brug for en abort tvinges til at rejse langt og bruge ressourcer, de færreste har. For mange betyder det, at de reelt set ikke har et valg om deres forældreskab. 

Denne udvikling i abortlovgivningen kan forstås gennem den franske filosof og idehistoriker Michel Foucaults magtbegreb. Han beskriver magt som relationel og allestedsnærværende ikke blot som undertrykkelse, men også som en produktiv kraft, der former subjekter til at handle i overensstemmelse med normer. Ved omstødelsen af Roe v. Wade blev kvinder reduceret til reproduktive subjekter. Det skyldes netop en magtudøvelse, hvor staten regulerer kvinders krop gennem lovgivning og medicinske diskurser. 

Antropolog Adele Clarkes teori om biomedikalisering tydeliggør, hvordan medicinsk viden og teknologi kan bruges til at skabe nye former for kontrol. Når abort kun kan udføres under begrænsede forhold, af bestemte læger og under bestemte betingelser, er det ikke blot et sundhedsanliggende. Kvindens krop bliver gjort til genstand for regulering, og hendes handlefrihed begrænses. Det er igennem gennem form for biomedikalisering, at den medicinske viden bliver et redskab til at kontrollere kvindens krop og indsnævre hendes valgmuligheder.

Men magten går endnu videre. Ifølge Achille Mbembes udlægning af nekropolitik handler det også om statens magt til at bestemme, hvem der må leve, og hvem der skal dø. Når en kvinde nægtes abort, selv i livstruende situationer, afslører det, at hendes liv anses som sekundært i forhold til fostrets.

Kvinden placeres i en “deathworld“, en social død, hvor hun fratages retten til at eksistere som selvstændigt individ. Kvindens autonomi undergraves så fundamentalt, at hendes krop i praksis tilhører staten.

Denne magtudøvelse er ikke kønsneutral. Der findes ingen tilsvarende regulering af den mandlige krop. Ingen lov kan tvinge et individ til at donere et organ. Ikke engang til sit eget barn eller ægtefælle. Selv ikke efter døden kan staten tage en afdødes organer uden samtykke.

Alligevel kan en levende kvinde tvinges til at gennemføre en uønsket og måske livstruende graviditet. En gravid kvindes autonomi kan derfor under denne form for lovgivning betragtes som værende mindre værd end en afdøds.

Misogynien er ikke længere en marginal stemning, men en accepteret del af den politiske kultur.

Samtidig spreder misogynien sig i alle samfundslag. På sociale medier er sloganet “Your body, my choice” blevet brugt til at understrege mænds påståede ret til at bestemme over kvinders kroppe. Det, der tidligere var et feministisk kampråb, er vendt på vrangen og er blevet til en trussel. Ord skaber virkelighed. Når unge piger i skolegården mødes af disse ord, er det et udtryk for, hvordan politiske beslutninger legitimerer kvindehad og gør sproget til et våben.

Når USA, en af verdens mest magtfulde nationer vælger en præsident, der er dømt i sager om seksuelle overgreb, sender det et signal til resten af verden. Misogynien er ikke længere en marginal stemning, men en accepteret del af den politiske kultur. Men som Foucault påpeger, er magten aldrig absolut, den vil altid møde modstand. Vi ser unge kvinder, der vælger sterilisation for at tage kontrollen tilbage over deres kroppe. Vi ser digitale debatter, hvor kvinder sætter ord på den frygt, der gør, at de hellere vil møde en bjørn i skoven end en fremmed mand.

Disse reaktioner er udtryk for en generation, der ikke længere accepterer præmissen om, at kvinders værdi først og fremmest ligger i deres evne til at reproducere. Men det er også et tegn på, hvor langt magten har strakt sig ind i kvinders liv. For når staten, kulturen og sproget tilsammen skaber en virkelighed, hvor kvindens krop ikke længere er hendes egen, er vi vidne til en grundlæggende dehumanisering.

Abortforbud er ikke blot politik. Det er magt over liv og død. Det er en undergravning af kvinders værdighed og rettigheder. Og fordi USA er en af de mest indflydelsesrige nationer i verden, er konsekvenserne ikke begrænset til amerikanske kvinder. Det er et signal til resten af verden.

Når USA’s kvinders autonomi bliver statens ejendom, bør vi ikke se det som et lokalt amerikansk problem. Vi bør se det som en advarsel.