Kvindeforskningens red flags

Her ligger jeg under dynen med menstruationssmerter. Jeg havde egentlig planlagt at skrive en artikel om ligestilling under fædres barsel – et emne, der også trænger til opmærksomhed – men i mine PMS-udløste humørsvinginger og senere menstruationssmerter er det bare umuligt at samle sig om andet end… kvindekroppen. Eller rettere sagt: den enorme mangel på ligestilling inden for forskningen i den.

Som mange andre kvinder lider jeg af stærke menstruationssmerter. Og når jeg siger lider, mener jeg selvfølgelig ikke, at menstruation i sig selv er en sygdom. Tværtimod er det jo et sundhedstegn – en cyklus kører i ring og kvinden er fertil. På papiret altså. Men lad os være ærlige: menstruationen føles ikke altid som et smukt mirakel, når man ligger sammenkrøllet i sengen med varmedunk, panodil og tårer i øjnene.

For nogle kvinder har det ikke været en ting, der har fyldt noget særligt i deres liv – og til jer der har jeg bare at sige i al ærlighed: tillykke! Du er blevet velsignet med ét problem mindre, hvad dette angår. For mange kvinder er menstruation dog en lunefuld størrelse, og den udløser ikke bare et praktisk besvær, men kan også være forbundet med sorg ved infertilitet, eller sygdom som for eksempel endometriose. For mig er det mest smerterne, der fylder. Jeg tilbringer ofte 1-2 døgn i sengen hver måned, dopet på smertestillende, mens aftaler aflyses på stribe. Og ugen inden? Den er reserveret til en hot date med PMS – eller som jeg kalder det: Hormonmonsteret. Her bliver jeg til en lettere ustabil version af mig selv, med grådanfald, humørsvingninger, oppustethed og en træthed, der kan slå selv den mest ihærdige kaffedrikker ud.

Regnestykket er ikke til at overse: Hvis en kvinde i gennemsnit (det officielle danske gennemsnit) menstruerer i 38 år af sit liv, så bruger hun riiigtig mange dage på enten smerter, PMS eller anden form for ubalance. Mit eget regnestykke lyder på 4.104 dage eller 11 år af mit liv sammenlagt med PMS og menstruationssmerter, hvis mine symptomer fortsætter til at jeg bliver 51 år (gennemsnitsalderen for overgangsalderen). Med en stor portion selvironi, kan jeg snildt trække på smilebåndet over i de udtryk visse kvindefænomener kan have. Jeg lægger bare op til debat, om vi virkelig kan blive ved med at lave jokes om “kvindelige humørsvingninger” uden samtidigt at tale om, at kvinder har krav på reel forskning og hjælp? 

Jeg er træt med træt på, af manglerne inden for dette område. For vi ved faktisk stadig alt for lidt om, hvorfor nogle kvinder får invaliderende menstruationssmerter, hvorfor PMS rammer så forskelligt, eller hvorfor nogle udvikler PMD – bare for at tage et par velkendte fænomener. Bevares, vi ved at sygdomme som endometriose eksisterer, men også, at kvinder alt for ofte bliver mødt med indstillingen “sådan er det at være kvinde”. 

Og hvad så med arbejdspladsen? Forestil dig at være på en arbejdsplads, hvor man gang på gang ser sig nødsaget tl at forklare, hvorfor man så ofte melder sig syg, de gange man er hårdt ramt. En ellers meget privat sag som ens helbred, kan ufrivilligt blive et offentligt anliggende for både ens chef og kollegaer, som man har en forpligtelse overfor. Når debatten med jævne mellemrum handler om, hvorvidt sygedage på grund af menstruationssmerter skal tælle i et separat sygeregnskab, er det alligevel risikoen for misbrug af sygedage det første kritiske stemmer nævner. 

Ordet kvinde er i øvrigt blevet så slidt i den offentlige debat, at nogle kan glemme, hvem vi egentlig taler om. Det er let, når det reduceres til statistikker og tal. Men bag hvert begreb gemmer der sig en virkelig person: din mor, søster, veninde, datter, kusine, kollega, ja måske din søde lærerinde der så lige præcis dig under din skolegang – med stor sandsynlighed kender du nok en kvinde du holder af. Ja, faktisk sidder du her i dag, lige nu, på grund af en kvinde – uanset om du elsker hende eller ej.

Og fra ord til farver kan farver både have en metaforisk og semantisk symbolik. Når jeg tænker på farven rød, som menstruation jo er, ser jeg farven som symbol for både advarsel og for styrke. For mig repræsenterer menstruationen netop begge dele. Den er et tegn på kroppens kraft – men også et gigantisk red flag i forhold til, hvor lidt vi prioriterer kvinders sundhed i forskningen.

Lad os lige se på nogle nedslag:

• Først i 1998 blev klitoris fuldt kortlagt. Jep, vi kendte til månen, før vi kendte til hele klitoris.
• Først i 2013 blev præmenstruel dysforisk lidelse (PMDD) officielt anerkendt.
• Først i 1993 fandt man ud af, at kvinder kan udvise andre symptomer på hjerteanfald end mænd.
• Først i 2025 kunne forskere påvise en kobling mellem PMS/PMDD og øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Og listen fortsætter. Vi er altså i 2025, og stadig går kun omkring 4 % af forskningsmidlerne til kvindespecifik forskning – selvom vi udgør halvdelen af klodens befolkning. Det er et systematisk svigt. Det svarer groft sagt til at bygge et IKEA-møbel uden manual – og så håbe, at alle delene bare falder på plads af sig selv. 

Det virker nogle gange, som om tidens ånd dikterer: “Vis mig først, at det kan betale sig, før vi rører en finger.” Andre tager den velkendte “jamen, det er jo ikke kun kvindesygdomme, der er mangefuld forskning i”-hatten. Javel, men kvindeforskning er ikke bare en udgift – det er en investering, og jeg taler i øvrigt ikke imod at andre områder også kræver mere forskning. 

Forestil dig, at vi kunne reducere sygedage på arbejdsmarkedet og for den enkelte, aflaste sundhedsvæsenet og give millioner af kvinder adgang til bedre behandlinger. Ja, med behandling af endometriose der jo som bekendt kan nedsætte kvinders fertilitet, kunne man måske endda øge antallet af børn der fødes! Hvem ved. Tænk så på, hvilket marked der kunne åbne sig, hvis sundheds- og farmakologiindustrien tog kvinder mere alvorligt. Alle ville vinde – både mennesker, pengepung og måske endda de regneglade økonomer, der ellers elsker deres Excel-ark. Pludselig ser det hele ret fornuftigt ud henover hele linjen, ikke? Så glem den gamle cost-benefit-tankegang. Nogle investeringer giver mening uden, at nogen behøver at lave slides med grafer og cirkeldiagrammer for at bevise det. Kvindeforskning er ikke noget, man kan argumentere for ved foden af en lommeregner – det er noget der er vigtigt, blot fordi det giver mening.

Et frisk eksempel: Forskere fra Rigshospitalet og Roskilde Universitet har netop vist, at paracetamol – det eneste smertestillende middel, indtil videre anbefalet til gravide – muligvis kan skade fosteret og/eller graviditeten, hvis det tages i det tidlige stadie af graviditeten Der er brug for mere forskning, ja, men hvorfor er dette ikke breaking news, når det er velkendt at op til 25 % af alle graviditer går til grunde?  Fordi vi stadig ikke tager kvinders sundhed alvorligt nok. Det understreger i sandhed at gynækologien som speciale er kun så god som dets forskning.

Så ja, jeg kunne have skrevet om ligestilling under mænds barsel i dag. Men når man endnu engang ligger i ske med sin varmedunk, bliver det tydeligt, at kvindeforskningen stadig er ét stort rødt flag. Med den analogi vil jeg gerne vifte den røde fane og kæmpe videre for de sundhedsmæssige rettigheder, kvinder fortjener på lige fod med mænd.