Børnekultur som redskab for kapitalismen og patriarkatet – eller som modstand?

Man kunne måske fristes til at tænke, at Disneys bølge af live-action-remakes af de gamle klassikere, ofte i forsøget på at følge med tiden, er en måde at gøre film for børn til et politisk projekt.

Dog er det ligeledes et udtryk for en politisk holdning, at de klassiske Disney-prinsesser har en brøkdel af replikkerne i deres film.
Men man kan også udpege queere elementer i filmene, vi alle kender til. Det har professor Jack Halberstam gjort i The Queer Art of Failure (2011). Halberstam påpeger, at Dorys korttidshukommelsestab (Find Nemo (2003)) er en queer måde at vise, hvordan hun skaber anderledes relationer. Dette er årsagen til, at hun kan blive ved med at svømme i cirkler om den konservative Marlin. Måden, Dory skaber anderledes relationer på, er, at hun ikke kan huske de heteronormative familiestrukturer. Derfor bliver hun ikke Marlins nye kone eller Nemos nye mor. Og fordi hun konstant glemmer sine relationer, må hun skabe nye hvert femte minut. Halberstam argumenterer for, at glemsomhed er en måde for kvinder og queers at destabilisere ordenen på. Det handler om, at vi lever i et heteronormativt og kapitalistisk samfund, og disse normer dikterer, hvordan vi opfatter succes, eksempelvis. Et værktøj til at modarbejde dette system, finde alternative måder at måle bedrifter på, kan være glemsomhed. Vi må glemme de traditioner og narrativer, vi er indlejret i, for at få en ny og frisk begyndelse. Desuden er der et yderligere queer potentiale i, at klovnefisk som Nemo og Marlin kan skifte køn.

      Halberstam argumenterer også for, at film som Babe (1995), Shrek (2001), Chicken Run (2000) og Find Nemo er eksempler på børnefilm, som er skabt i anerkendelse af de usentimentale, umoralske og antiteologiske narrative ønsker for børn. Film som disse skaber en eksplicit forbindelse mellem det personlige og det politiske: monstrøsiteten i Shrek og handicap i Find Nemo (korttidshukommelsestab og ”species dysmorphia”). Det smukke ved film som disse er, at de ikke er bange for at fejle og heller ikke favoriserer succes. Og de portrætterer ikke børn som præ-voksne, der lærer virkeligheden at kende, men som anarkistiske væsener, som deltager i underlige og inkonsistente temporale logikker. De er bevidste om, at børn er deres publikum, og at børn ikke er i de faste normative rammer som heteroseksuelle parforhold og fuldtidsjobs.

     I 2021 præsenterede filosoffen Søren Mau i Stum Tvang en ”marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt” om ”de økonomiske forholds stumme tvang”. Kort sagt handler det grundlæggende om, at kapitalismen har en indirekte magt over os gennem vores sociale relationer. Eksempler på det ses måske tydeligst i skolegårdene: Ét barn får en ting, som er brandet som uundværlig, og pludselig er det uundværligt for alle de andre børn også, fordi de præger hinanden. Se bare Labubu-trenden, som gik amok på TikTok. En måde at undslippe kapitalismens magt over os kunne være, som Halberstam plæderer for at glemme.

For at vende tilbage til børnebøger og -film er det lettere for børn at identificere sig med antropomorfiserede (menneskeliggjorte) dyr end andre børn. En forklaring på dette kan være, at børn tænker meget konkret, og at de antropomorfiserede dyr har en tendens til at ligne typer i højere grad end køn. Illustrationerne i børnebøger spiller en vigtig rolle, fordi vi begriber verden med ord, men bliver grebet af illustrationer på en intuitiv måde. Derudover bliver børnebøger om dyr i mindre grad ramt af censur eller opfattet som kontroversielle end lignende bøger om mennesker, fordi det bare er dyr. Dette kan man læse sig til i Bilden i Barnboken (1977) af Lena Fridell.

Hvis man har børn, kan man overveje bøger, hvor karaktererne er dyr frem for mennesker, og afprøve, om barnet i højere grad kan genkende sig selv i karaktererne og kan leve sig mere ind i historien.

Eksempelvis er Jakob Martin Strids forfatterskab fortællinger om et alternativ. Senest har han udgivet Den Fantastiske Bus (2023), hvor en stor flok venner drager fra den truende storby Ahnstarr City, fordi den lille hund Timo er blevet syg af den forurenede og giftige luft – til naturparadiset Balanka, hvor Safran-Liljen gror, blomsten som kan helbrede hele verden. Man kan også se Strids originalværker på Kunstmuseum Brandts i Odense, som uden tvivl er et kig værd. Strid er inspireret af (blandt andre) Tove Jansson, hvis Mumibøger også er en klar anbefaling. Fællesnævneren mellem de to forfatterskaber er, at kernen i fortællingerne er fællesskab, og så bliver man præsenteret for en mangfoldighed af familiestrukturer frem for blot den heteroseksuelle kernefamiliestruktur.

I Den Fantastiske Bus får man en god portion kapitalismekritik, som også er centralt i Janssons Mumibøger, hvilket ses tydeligst ved, at det er et pengeløst samfund, som bliver skildret. Ingen 08–16-jobs eller forbrug – kun sammenhold og dialoger, som selv de voksne kan lære noget af.

En nyere og fremragende bogserie for børn er Månebarn-serien af Malou Slott, som ligeledes tilbyder en alternativ verden i naturen, hvor store som små kan få en pause fra hverdagens trummerum.

Litteraturliste: 

Fridell, Lena. Bilden i Barnboken. Svenska Barnboksinstitutet, 1977. 

Halberstam, Jack. The Queer Art of Failure. Duke University Press, 2011. 

Slott, Malou. Månebarn & Grankoglens Hemmelighed. Muusmann Forlag, 2024. 

Strid, Jakob Martin. Den Fantastiske Bus. Gyldendal, 2023.