Når undervisningen lærer børn, hvem der tæller – og hvem der ikke gør

I mit forrige debatindlæg skrev jeg, at børn vokser op med halve muligheder, hvis de kun ser halvdelen af virkeligheden. I det her debatindlæg dykker jeg ned i det undervisningsmateriale, der igen og igen reproducerer et så kønsstereotypt billede af verden. 

I et undervisningsmateriale til folkeskolen opdeles historiske og kulturelle personer i to kolonner – hunkøn og hankøn:

Under Hankøn finder man Frederik den Store, H.C. Andersen, Mozart, Erik den Røde, Robin Hood og en række konger, opdagelsesrejsende og iværksættere. Under Hunkøn er der… ingenting. Fire tomme kolonner. 

Det er svært at forestille sig en mere tydelig fortælling om, hvem der har formet verden – og hvem der åbenbart ikke har. Dette er ikke et uheld. Det er ikke en enkeltstående fejl. Det er et billede på et undervisningsmateriale, der igen og igen skriver piger og kvinder ud af historien, ud af handlekraften og ud af fællesskabet. Piger og kvinder er enten fraværende, passive eller reduceret til bestemte roller. Når børn præsenteres for en verden, hvor alle betydningsfulde navne er mænd, lærer de ikke bare historie – de lærer, hvem der forventes at gøre sig bemærket.

Et andet eksempel viser to drengekroppe ledsaget af ordene ”stærk – svag”. Den stærke krop er bred, muskuløs og dominerende. Den svage er tynd, ranglet og nærmet latterliggjort. På næste side ses så pigekroppe under ordene ”smuk – grim”. Her handler forskellen ikke om handling eller kunnen, men om udseende og vurdering. 

. 

Budskabet er krystalklart: Drenge måles på styrke. Piger måles på skønhed. 

Det viser et billede på, at pigers værdi sidder i udseendet – og at hendes krop først og fremmest er til for andres blik. At en drengs værdi sidder i kroppen og præstationen. 

Disse mønstre er veldokumenterede. Analyseinstitutter og forskningsmiljøer har i årevis peget på, at kønsstereotype forestillinger i undervisningsmaterialet påvirker børns faglige selvtillid og uddannelsesvalg. Villum Fonden peger i en rapport fra 2019 på, at piger tidligt møder forestillinger om, at matematik og tekniske kompetencer er ”mere naturlige” for drenge, hvilket hænger sammen med den lave rekruttering af kvinder til f.eks. STEM-fag (Villum Fonden 2019; DAMVAD Analytics 2016). Yderligere forskning i normdannelse viser netop, at gentagelse er afgørende. Når børn igen og igen møder de samme billeder, fortællinger og opgaver, internaliseres de som ”det normale”. Det er ikke det enkelte billede, men mængden og mønsteret, der gør indtryk. 

Og netop derfor er det uholdbart at placere ansvaret hos den enkelte lærer, som jo ”bare” kan nuancere og forklare. Men det er ikke rimeligt, at lærere skal fungere som korrekturlæsere på forlagenes blinde vinkler. Ansvaret her ligger hos dem, der producerer og godkender materialet – og hos de beslutningstagere der accepterer det.